Paris 2022. Litteraturprofessoren François lever et liv med færdigretter, købesex og halvhjertede forhold til yngre kvindelige studerende. Det eneste han for alvor går op i er den dekadente forfatter Huysman, som han har skrevet afhandling om. Men med det forestående præsidentvalg begynder hans liv lige så stille at kæntre. For at undgå at det højreekstremistiske parti Front National kommer til magten går de øvrige partier i koalition med Det Muslimske Broderskab, og den karismatiske Mohammed Ben Abbes indsættes som landets nye præsident. Han indfører sharia-light, og efterhånden begynder det franske samfund at ændre sig: Kvinderne trækker sig fra arbejdsmarkedet, arbejdsløsheden falder markant og de universitetsansatte konverterer til islam - og også François må tage sit liv op til revision.
»Vestens moralske og menneskelige sammenbrud… Det er patetisk, sort, sensationelt og underlødigt… En gribende fortælling.« ♥♥♥♥♥ Politiken
»Krystalklar og usentimental prosa.« ★★★★★ Berlingske
»Voldsomt underholdende ... ufatteligt skarp, vredladen og snerrende sarkastisk.«★★★★ ALT for damerne
»Tankevækkende sortsyn serveret af Frankrigs vigtigste forfatter.« ★★★★★ Ekstra Bladet
»Fræsende, intelligent og kynisk ... provokerende, morsom og hensynsløs.« ★★★★ Fyens Stiftstidende
»En storslået roman.« Littuna
»Litterær satire af højeste kvalitet.« ★★★★★ K's bognoter
Forfatteren
Michel Houellebecq (f. 1958) er en af vor tids største forfattere, og hans bøger er oversat til mere end 40 sprog. Han er uddannet landbrugsingeniør og fik sit internationale gennembrud med Elementarpartikler (2001), og siden har hver udgivelse været en begivenhed. I 2010 modtog han Frankrigs mest prestigefyldte litteraturpris, Goncourt-prisen, for romanen Kortet og Landskabet (2012), og han fulgte succesen op med romanerne Underkastelse (2015) og Serotonin (2019). Siden er også hans tidligere essays At holde sig i live og Interventioner blevet gjort tilgængelige på dansk. Seneste udgivelse er romanværket tilintetgøre (2022).